Som studerende kan det være svært at få budgettet til at hænge sammen hver måned, men et punkt, hvor det er nemt at justere, er madlavningskontoen.
Det giver sig selv, at når man er studerende, har man ikke altid råd til at gå ud og spise, men man kan gøre en indsats på flere områder og dermed styrke opsparingen, så man oftere kan forkæle sig selv med lækker mad.
Når du skal handle ind, kan det godt betale sig at gå efter de billige proteiner, så hvert måltid er mættende og nærende. Protein er det, der gør, at man forbliver mæt efter måltidet, og er derfor vigtigt at spise til hvert måltid. Her er æg en god kilde, da de ofte er billige og hurtige at lave. Grøntsager, der har en lav kilopris, er også gode at gå efter. Kål, gulerødder og broccoli er alle gode kilder til vitaminer, de kan laves på alverdens måder og de er billige at købe ind.
Derudover kan du også benytte dig af andre sparetips, som at købe ind efter tilbudsaviserne eller gå efter billig mad, der er sat ned, fordi det er ved at gå på datoen. Ofte er varerne helt fine at spise på dagen eller dagene efter, og ellers kan de fryses, så du kan gemme dem til du får mulighed til at spise dem.
Hvordan kan man spare yderligere på madbudgettet?
Lav et budget
For at spare er man nødt til at vide, hvor mange penge man har at gøre med, og hvor mange penge, der skal spares. Selvom det er kedeligt, er det en god idé at fastsætte et realistisk beløb, som du kan holde dig indenfor hver måned og så prøve at holde det så godt som muligt.
Planlæg din uge
Det er igen en kedelig post, men planlægning kan spare dig for mange penge. Lav en madplan og hold dig til den. På den måde kan du lave billig mad til flere dage, og undgå at købe for meget mad ind, hvis du ved, der er dage, hvor du ikke er hjemme.
Køb ind, når der er tilbud
Køb dyre varer, som olie, kød eller køderstatning og morgenmadsprodukter, når de er på tilbud. Så kan du købe større mængder og have et lager, til når du løber tør. Det er ikke altid, at du kan nøjes med at købe billig mad, men tilbud på de dyre varer er en god måde at spare på.
Lav maden selv
Der er også mange penge at spare ved at lave maden selv. Bag brød og rugbrød derhjemme. Køb løse kartofler og lav dine egne pommes frites i stedet for at købe de færdiglavede. Det samme gælder pastaretter, gryderetter og morgenmad. Drop de færdiglavede løsninger og lav i stedet store portioner, der kan fryses eller spises i flere dage i træk.
Det samme gælder madpakker. Lav dem hjemmefra med lækre rester eller snacks og spar penge på dyre færdigretter i kantinen på din skole. Tiden kan være knap nogle dage, men en færdiglavet madpakke kan redde dit madbudget. Hvis du ikke er klar til at lave madpakker, kan du notere hver gang du køber frokost, så du får et overblik over, hvor mange penge, du hver måned bruger på den post – Det løber hurtigt op og kan være en øjenåbner.