De gode flytteforberedelser

25 Jan, 2023

Hvad skal du være opmærksom på, når du flytter?

Står du overfor at skulle flytte? Er det første gang, kan det godt være en smule uoverskueligt at skulle pakke hele sit liv ned og flytte det fra et sted til et andet.

Det bedste råd er at starte i god tid. Den værste stress er flyttestress, fordi der er altid mere, der skal pakkes ned, end man regner med. Når du starter i god tid, har du også mulighed for at lave planer og sortere dine ting. Sørg for at lave bunker eller kasser, som gør det nemt for dig at sortere i, hvad du skal have med, hvordan det skal pakkes, og hvad du vil smide ud. Flytningen er en god mulighed for at få grovsorteret i mange af de ting, vi gemmer, men som ikke længere har værdi eller bliver brugt.
Under selve flytningen, er det en god idé at stable de ting, der kan stables. På den måde sparer du plads i flyttebilen, og du undgår at slæbe for meget. Sørg også for, at dine flyttekasser ikke bliver for tunge, men fordel dine bøger, elektronik og andet tungt i flyttekasserne, så du ikke har mange tunge kasser.

Et andet godt tip er at pakke bløde tekstiler sammen med glas og porcelæn. Håndklæder, viskestykker og karklude er gode som indpakning til dine glas og tallerkner, så de er beskyttet under transporten, og der er mindre risiko for, at de går i stykker.

Fordele og ulemper ved et flyttefirma

Der er fordele og ulemper ved at flytte selv og sammen med familie og venner eller ved at bruge flyttefirma. Vælger du at bruge et flyttefirma, sparer du en masse tid og energi, som du kan bruge et andet sted. En flytning kan nemt tage lang tid, og det kan for mange være en drænende proces. Med et flyttefirma sparer du tid og kræfter, som kan komme dig til gode, når du skal pakke dine ting ud og indrette dit nye sted.

Det er dog altid en god idé at snakke med forskellige flyttefirmaer, så du kan vælge det firma, der passer bedst til dine behov. For nogen er det prisen, der er afgørende, mens det for andre handler mere om, hvad det enkelte flyttefirma kan tilbyde. Det kan være inkluderet leje af flyttekasse, forsikring på ting, der går i stykker under flytningen eller at flyttefirmaet tilbyder en helhedspakke, hvor de også sørger for rengøring af din gamle bolig eller udpakning af dine ting.

Vælger du i stedet at flytte selv, er det en god idé at få hjælp af familie og venner. De kan hjælpe dig med at pakke ned, transportere og pakke ud. Her skal du selv stå for flyttekasser og bil, men du sparer penge og kan i stedet bruge dem på de nye fornødenheder, der dukker i forbindelse med flytningen, eksempelvis indskud eller nye møbler.

Når du flytter, skal du huske også at tage hånd om de lidt mere kedelige pligter, som at registrere flytning ved kommunen, flytte dine abonnementer på leveringer/services, snakke med din indboforsikring om eventuelle nye forbehold i din nye bolig og få styr på de nye udgifter, der må være i forbindelse med flytningen.

Relaterede indlæg

Hvad synes du?

Seneste indlæg på Godt Studie